Min baggrund for uddannelsen
Jeg har en solid baggrund inden for psykologi, hvori jeg både har studeret og er uddannet. Min ekspertise inkluderer en specialisering som skyggevejleder med fokus på C.G. Jungs teori om vores bevidste og ubevidste selv. Jeg har dybdegående kendskab til Debbie Ford’s lære og forståelse af C.G. Jungs skyggeteori, hvor jeg har modtaget uddannelse fra førende psykologer, coaches og forskere inden for selvudvikling og psykologi.
Min oprindelige uddannelse som lærer med en bachelor i dansk har givet mig en stærk pædagogisk baggrund. Jeg har arbejdet som lærer og vejleder med ansvar for afgangsklasser samt med børn og unge med særlige behov. Min interesse for sprog og læring førte mig til en ph.d.-uddannelse i dysleksi og andre sproglige vanskeligheder.
I dag driver jeg min egen virksomhed, hvor jeg underviser, holder foredrag, faciliterer workshops og afholder uddannelser inden for læring og psykologi. Tidligere har jeg arbejdet som leder i en større dansk virksomhed i København.
Gennem mere end 20 år har jeg haft en passion for at styrke og vejlede unge i at opbygge det mod, der kræves for at turde udfordre livet og realisere deres fulde potentiale. Denne erfaring har formet mig som en dedikeret og engageret professionel, der stræber efter at gøre en positiv forskel i menneskers liv.
Min passion
Min passion og nysgerrighed for udvikling, læring og menneskets grundvilkår har altid været en drivkraft i mit liv. Gennem min karriere har jeg haft privilegiet af at arbejde med organisering, undervisning og ledelse på tværs af forskellige sektorer – både i den kommunale sektor og det private erhvervsliv, og det har ført mig rundt i både Danmark og udlandet.
Min akademiske baggrund inkluderer en højere idrætseksamen suppleret med yderligere uddannelse i yoga og mindfulness, hvilket har beriget min forståelse for krop og sind. Psykologi har ligeledes været et centralt studieområde for mig, hvilket blev efterfulgt af specialiseret videreuddannelse i behandlingen af mod, skam og traumer, specielt relateret til det indre barn.
Gennem årene har jeg haft den dybe tilfredsstillelse af at guide børn, unge og voksne til et liv med mere trivsel, vækst og positiv forandring. At være vidne til deres transformationsrejser, til hvordan de overkommer negative selvopfattelser og blomstrer, fylder mig med en blanding af forundring og ydmyghed.
Den løbende strøm af varme og kærlige tilbagemeldinger fra mange af disse utroligt modige sjæle, hvis veje jeg har krydset og på en eller anden måde bidraget til en positiv forandring, er noget, jeg værdsætter dybt. For dette er jeg uendeligt taknemmelig. Det er en påmindelse om, hvorfor jeg gør, hvad jeg gør – tak.
Data fra livets skole
Jeg har selv gået i livets skole, og ville have haft stor glæde af den viden og de redskaber, jeg nu giver videre til andre.
Trods professionel hjælp oplevede jeg desværre aldrig den indsigt og de redskaber til vækst og trivsel, jeg havde brug for, når livet viste tænder eller jeg ønskede at udvikle mig og udleve mine drømme.
Jeg savnede viden om og vejledning til, hvordan jeg kunne komme tættere på det liv, jeg længtes efter, og ønskede redskaber til at arbejde med de sider af mit liv, jeg ikke trivedes i eller lykkedes med.
Jeg ønskede brændende at afkode mig selv, hvem jeg var og hvad jeg ville. At genfinde mit mod, min indre stemme og folde hele mit potentiale ud.
Jeg havde alt for længe truffet valg på baggrund af mine falske overbevisninger om, hvad jeg ikke kunne, hvem jeg ikke var og måtte være.
Min kritiske indre stemme var bestemt ikke min bedste ven, og jeg var træt af den og hende, der altid skabte tvivl, stod i vejen og spændte ben. Min tvivl og usikkerhed gjorde, at jeg mistede modet trods mit åbenlyse potentiale og de muligheder, der bød sig.
Først langt senere, da konsekvenserne blev for store, og jeg havde fået nok af at lade mig nøje, at lade mig grænseoverskride, indgå i usunde kærlighedsrelationer, fandt jeg vejen til et bedre liv. Jeg ønskede ikke længere ligesom at gå i skyggen, på den forkerte side af vejen og ville gerne over på den anden side, der hvor de andre gik – i lyset.
Det er den viden og de redskaber, jeg gerne vil give til netop dig og de mange, du herefter har mulighed for at hjælpe til et bedre liv.
Jeg håber at se dig.
Kærligst Mette